Når kendte personer kaster sig ud i at skrive bøger, imødeser jeg det altid med en stor portion skepsis. Kan de virkelig skrive eller er det deres kendisfaktor, der skal bruges til at sælge bøger med?!
Lars Daneskov har gjort min skepsis til skamme. Med børnebogsserien om drengen Anton, har Lars Daneskov bevist at pennen ligger godt i hans hånd. Han kan så sandelig skrive, så man både smiler, ler og klukker.
Med Pruttebukser og båthorn er vi efterhånden nået til femte selvstændige bind i serien om den søde, sjove og vakse dreng Anton.
Anton bor sammen med sin mor, der har en ostebutik. Hun er kæreste med Pappa, der har det nærliggende pizzeria.
Molly er Antons bedste ven. Og netop en ven har man brug for, når ens mor er blevet skør. Det er mor nemlig. Hun er begyndt at dyrke judo (læs: yoga) med numsen i vejret hver morgen. Hun laver solhilsen, og er blevet fan af en yogi af navn Baba Buddha Masala. Men allerværst er det, at hun har fået nok af hverdagens trummerum. Anton ved ikke, hvad trummerum er. Men mor har i hvert fald fået nok, og vil væk fra dén! Anton er dybt chokeret. Så skal de flytte. Væk fra Molly, væk fra Ostehuset, væk fra Pappa og hans pizzeria jamen, det er jo helt forfærdeligt!
Heldigvis vil Molly gerne hjælpe Anton, så de kan afværge katastrofen. Men hvordan skal de stoppe hverdagens trummerum, så mor har lyst til at blive i ostehuset? Som en anden lille Olsen-banden iværksætter Molly og Anton en plan. Men som bekendt har Olsen-bandens planer det med at mislykkes. Alligevel ender det hele godt til slut.
Pruttebukser og båthorn er en god og gakket historie. Der er både lidt Ole Lund Kirkegaard og Knud Thøger Birkeland over skrivestilen.
Det bliver hylende morsomt, når Anton og Molly går i aktion. Det gode er, at der rent sprogligt også er gemt nogle små guldkorn til den voksne læser.
Som bekendt er det sundt at grine, så tøv endelig ikke med at hive Pruttebukser og båthorn ned fra hylden.
Der er enkelte stregtegninger i bogen, men den er fremfor alt perfekt til højtlæsning/godnathistorie.