Prop

Den anerkendte børnebogsforfatter Peter Mouritzen er atter på banen med en vedkommende og flot udført billedbog.

I billedbogen ”Prop” sætter forfatteren fokus på børns møde med sygdom.
Den lille dreng Bob har en bedstemor, der rammes af en blodprop. Fortællingen om Bobs oplevelse, da bedstemor kommer på hospitalet, er fortalt med humor og ikke mindst anerkendelse af barnets særlige præmisser i denne vanskelige situation.

Peter Mouritsen og illustrator Lea Hebsgaard Andersen er i øjenhøjde med den lille læser, og bogen er fortrinlig til at forklare børnehavebørn, lidt om hvad det vil sige at blive ramt af en blodprop.
I ”Prop” hører vi om, hvordan morfar bliver skrubforvirret – af bare chok – da mormor bliver dårlig. Han ringer til dyrlægen i stedet for lægen! Mormor kommer på hospitalet og de første par døgn ser hun dobbelt. Men heldigvis bliver hun snart frisk igen, da det kun er en lille blodprop hun har haft. Alligevel sætter det nogle tanker i gang hus Bob, der også får nogle grimme drømme om natten.

”Prop” er uhyre velformidlet. Rent sprogligt er det en fryd at læse Peter Mouritzens tekst, der er rig på finurlige finesser. Det gør historielæsningen til en glæde for den voksne, og dét er altid en fornøjelse at forfatter og illustrator formår at lægge nogle ekstra elementer ind til oplæseren.
En stor anbefaling af denne dejlige og vedkommende billedbog samt et tillykke med en flot debut til Lea Hebsgaard Andersen!

Køb Prop online

Skriv et svar